”Jeg ville bare så gerne danse”
Doris Jensen har tidligere været et Jehovas Vidne, men begik en af de groveste former for synd inden for religionen – utroskab. Hun blev efterfølgende udstødt, som det hed sig dengang. Hun tror dog stadig på Jehova, men ikke på Jehovas Vidner. Andetsteds erkender to nuværende medlemmer, at religionen er skrap i forhold til andre religioner.
Af Kristian Korotayev
Sneen har lagt sig som et tæppe henover en hyggelig villavej i Nørresundby tæt på Aalborg. Det er snart jul. På vejen bor den 69-årige Doris Jensen, som er et tidligere medlem af Jehovas Vidner. Tidligere var julen ikke en højtid, hun fejrede. Hendes religion tillod det ikke. Og det var ikke den eneste begrænsning, hun måtte leve med.
”Der var så mange ting, vi ikke måtte. Vi måtte for eksempel ikke gå ud og rasle til fastelavn. Da jeg gik i skole, måtte jeg ikke komme med til skolebal. Jeg måtte ikke gå i fritidsklub. Der var bare så mange ting, som var forkert. Og som gjorde at man følte sig forkert. For man ville jo gerne. Hvorfor vil jeg gerne noget, som er forkert? Det kunne jeg ikke få til at rime som barn, og heller ikke som voksen”.
Jehovas Vidner fremstår som en sekt eller noget middelalderligt
På Dokk1 i det indre Aarhus, har jeg sat to
nuværende medlemmer i stævne. Brian og
Frederikke Lange. De er far og datter, og har
begge valgt at vie deres liv til Jehovas Vidner.
Faktisk er Brian ældste, hvilket vil sige, at han
er tilsynsmand og fører an i menigheden. Det
er den højeste status, man kan få inden for
religionen. Begge erkender, at religionen er
skrap hvis man sammenligner med andre –
særligt den danske Folkekirke.
”Inden for den danske Folkekirke, hvis du
bare elsker nok, så er næsten alt tilladt. Det
får selvfølgelig Jehovas Vidner til at fremstå
som en sekt eller noget som er middelalder-
ligt. Jo mere verden ændrer sig, kommer vi
til at fremstå mere og mere groteske. Hvis
du går tilbage til 1950, så var Jehovas
Vidner meget lig med det samfund.”
”Tænk at skulle vælge mellem sit barn og sin tro”
Tilbage på villavejen i Nørresundby har Doris fundet en dåse Pepsi Max frem. Hun tager en tår, og virker veltilpas i sin sofa. Veltilpas har hun dog ikke altid følt sig. Hun blev i starten af 80’erne udstødt – eller udelukket, som det hedder i dag. Hun var dengang gift, og de var begge medlemmer i Jehovas Vidner. På et tidspunkt var hun sin mand utro. Det var en synd, der betegnes som en af de groveste inden for religionen. Hun begyndte dog tidligere at vakle en smule i sin tro.
”Jeg synes, der var mange ting, som jeg ikke kunne forlige mig med. Jeg kunne ikke forlige mig med, hvorfor må man ikke holde fødselsdag? Det var da en glæde at fejre sit barn”.
Apropos barn, så havde Doris en noget ubehagelig oplevelse, da hun fødte sin førstefødte datter. Episoden satte sig dybt i hende, og fik tvivlen til Jehovas Vidner til at voksne.
”Første gang jeg begyndte at vakle, det var der jeg skulle have mit første barn. Hun var et rhesusbarn, og man må jo ikke få blod. Og da jeg så fik Rakel, som hun så skulle hedde, så kunne jeg godt mærke, at der var ikke nogen som skulle tage hende fra mig. Der begyndte det sådan at smuldre for mig, sådan rigtigt. Tænk at skulle vælge mellem sit barn og sin tro”.
Som tiden gik, voksede tvivlen til Jehovas Vidner indeni Doris. Et uundgåeligt scenarium skulle snart udspille sig og få kæmpe betydning for hendes fremtidige liv.
”Jeg tog en voksenuddannelse. 10. klasse og senere HF. Og her mødte jeg Erik. Og det var meget, meget forkert. Jeg var jo utro. Og det var meget, meget syndigt. Jeg havde skyldfølelse i mange, mange år”.
Episoden fik store konsekvenser for hende, da hun blev jeg bortvist. Hun ønskede ikke at ændre adfærd og flytte tilbage til sin mand.
Det rådne æble
Tilbage på det store kulturhus i det indre Aarhus forklarer Brian, hvorfor det er en nødvendighed indimellem at udelukke medlemmer fra menigheden. Også selvom det kan være rigtigt hårdt for dem at gøre.
”Hvis du med vilje øver synd, så kan du ikke være i den kristne menighed. Det er ligesom med æblet. Jeg har selv prøvet at samle æbler ind fra et æbletræ, vi engang havde. Og du skal hele tiden tage de rådne fra. Hvorfor? Med lidt uopmærksomhed forplanter det sig til alle de andre. Du fjerner det simpelthen. Af hensyn til hvem? Til de æbler som er i kassen, ikke til det ene, vel?”.
At opretholde en menighed, hvor fællesskabet består er vigtigt. Oftest består en menighed af 50-100 medlemmer, hvor alle kender hinanden. De ældste kender som oftest folk fra barnsben, og har dermed haft utallige oplevelser med medlemmerne i form af eksempelvis rejser. Det at skulle udelukke folk er derfor personligt og følelsesmæssigt hårdt og svært, da de anser hinanden som familiemedlemmer. En sandhed, som medierne ikke bringer frem i offentligheden.
”Det der i medierne nogle gange, hvor de siger at vi er sådan nogen kolde nogen, nej nej nej nej! Vi har sindssygt svært ved at gøre det, fordi vi jo kender dem personligt som familiemedlemmer”.
En helt ny verden åbnede sig
En af skyggesiderne ved Jehovas Vidner skulle snart vise sig for Doris. Fra at være et fast medlem af menigheden og have mange tætte relationer, blev hun pludselig ignoreret.
”Det der var så mærkeligt var, at de mennesker, jeg havde haft et så nært forhold til, de kendte mig ikke længere”.
Det gjorde hende dog ikke så meget, fordi hun pludselig fik et helt nyt liv. Hun begyndte i skole igen, hvor hun nu kunne deltage i festerne. Derudover var hun forelsket i Erik, som var den mand, hun var sin mand utro med, og som hun for øvrigt bor med den dag i dag.
En handlestærk religion
I mødelokalet på Dokk1, har Brian svært ved at styre sin begejstring over religionen. Han har netop fortalt, at Jehovas Vidner løbende ændrer i deres skrifter, hvis noget pludselig ændrer sig. Går man for eksempel nok tilbage i tiden, holdte de engang også jul. Men da man fandt ud af, at Jesus slet ikke var født i december, tilpassede man således dette.
”Det er det, jeg altid har elsket ved Jehovas Vidner. Jamen er det forkert, så rydder vi bare fladen uden konsekvens”.
Han husker særligt tilbage på en episode, som fandt sted for en del år siden.
”Jeg kan huske, at tilbage i tiden, der var en familie. De havde sådan en lille kiosk, hvor de solgte tobaksvarer. Det tjente man gode penge på dengang. Så fik vi fundet ud af, at det kan vi jo ikke. Vi kan da ikke forurene os selv og forurene andre, vel? Så solgte de den kiosk. De vidste jo ikke helt, hvad der så skulle ske”.
Tror stadig på Jehova
Mørket er langsomt ved at sænke sig, selvom sneen er med til at lyse villavejen op. Selvom Doris for længst er ude af Jehovas Vidner, tror hun stadig på en Gud. Og hun tror, at han hedder Jehova. Hun tror bare ikke på Jehovas Vidner. Hun har lært meget, og forsøgt at tage meget med sig i sit videre liv uden for religionen.
”Jeg har fået så meget godt med også. Som jeg også har brugt i mit arbejde. Altså det der med og være respektfuld overfor mennesker uanset hvor forkert, de gør ting. Nu har jeg været på en familieinstitution, hvor familierne boede der i døgndrift. Og mange af de forældre, de forstod ikke at være forældre. De var ikke ordentlige ved deres børn. Så var der nogen, der kunne blive vrede på forældrene. Men hvor jeg havde fået det med mig, jamen de gør det ikke for at være onde. Og de er gode mennesker, selvom de gør nogle forkerte ting”.
Trods stor lærdom, savner hun ikke de mange begrænsninger og regler som fulgte med religionen. I dag kan hun frit gøre som hun lyster – helt uden at have dårlig samvittighed.
”Man måtte ikke danse med andre end sin mand, og min mand kunne ikke danse, og jeg elsker at danse. Jeg ville bare så gerne danse”.
